Letbaner.DK
 
Staten vil ikke støtte letbaneprojekter
Nyhed 00250  

Staten vil ikke støtte letbaneprojekter

Ministeriets segl

09.07.07
Svar fra transportministeren afviser generel stats-støtte til letbaner, således som andre nye baner får.

Letbaner sidestilles dermed med buslinier, der stort set ingen anlægsudgifter har. Afvisningen kommer på trods af 29 hovedstadskommuners udtalte ønske om en letbane langs Ring 3. Det kan blive fatalt for projektet, da kommunerne ikke selv kan løfte investeringen.

Vi har fået svar fra ministeren

Letbaner.DK har modtaget svar fra Transport- og Energiministeren på spørgsmål til Trafikudvalget om hvorfor Trafikstyrelsen ikke foreslår letbaner i København, ligesom de gør til Århus, Odense og Ålborg.

Af svaret fremgår det, at letbaneinvesteringer ikke sidestilles med investeringer i andre baneprojekter, som f.eks. metrocityringen, hvor Staten bidrager med 40% af omkostningerne.

De kommuner, der ønsker letbaner, skal være med til at finansiere en betydelig del (hvad det så betyder) eller eventuelt hele anlægget. Man melder dermed ud, at letbaner stort set er en kommunal opgave.

Samlet fremstød fra 29 hovedstadskommuner

Region Hovedstaden og 29 kommuner i regionen har udarbejdet en samlet trafikplan, hvori Letbanen langs Ring 3 er prioriteret meget højt, som en vigtig bestanddel for Vestegnens udvikling. Det er et synspunkt, der deles af trafikplanlæggere, områdets beboere og erhvervsledere.

Også trafikselskabet Movias direktør Johannes Sloth presser på for at komme i gang. ”Det er så indlysende, at alle kan se det” udtaler Johannes Sloth i et stort interview i lokalavisen Vestegnen den 2. april, og fortætter: ”Første og største udfordring er at få en skinnebåren løsning på tværs af forstadskommunerne. En moderne sporvogn eller en letbane”, og sender en direkte opfordring til regeringen. I korte træk lyder den: Kom til lommerne, og opfordrer dermed staten til at træde til med milliarder til letbanen.

Alligevel ønsker Transport- og Energiministeriet, at undersøge, om en S-baneteknologi kunne være en fordel i forhold til en letbane, og hvilke konsekvenser det ville give for fordelingen af finansieringsansvaret. I Trafikstyrelsens plan fremgår det nemlig, at det kan være en mulighed at etablere en ydre Ringbane i København baseret på S-bane teknologi, som alternativ til en letbane.

I brevet fra ministeriet peges endvidere på, Metrocityringen kan udvides med fødelinier til Brønshøj/Husum, Sydhavnen, Nordhavnen og på længere sigt en metrocityring 2. Undersøgelser om alternative letbaneløsninger følges af Staten, der dog ikke er økonomisk engageret i disse projekter.

Letbaner.DK støtter de mange gode kræfter, der arbejder for at etablere letbaner i Københavns omegn, i Århus og i Kolding.

Vi vil opfordre beslutningstagere på Christiansborg til at støtte letbaneprojekter, som den effektive kollektive trafikløsning der er behov for - og som kan realiseres hurtigt med udgangspunkt i erfaringer fra udlandet.

/ME og HB


Relaterede nyheder:

TS: Ingen letbaner til København

Hvorfor ikke letbaner i København som det foreslås til Århus, Odense og Ålborg?(21.05.07).

Minister afviser udenlandske erfaringer

Letbaner.dk forstår ikke, at ministeren tolker fordele ved letbaner som løsrevne argumenter, skriver Altinget. (06.03.07)

MOVIA ønsker letbaner

'Staten mener, at letbaner er en kommunal opgave, men de vil ikke kunne løfte byrden alene'. (24.02.07)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   

 
'Vi vil opfordre beslutningstagere på Christiansborg til at støtte letbane-projekter, som den effektive kollektive trafikløsning der er behov for -

- og som kan realiseres hurtigt med udgangspunkt i erfaringer fra udlandet.'
 
 

Læs her:

Brev til Trafikudvalg,
Spm. 252

(Letbaner. 18.05.07)
Transportministers svar, Bilag 433.
(Ministeren 07.06.07)
Hovedstaden i fælles trafikfront.
(DR d. 14.06.07)
Hovedstaden skal have flere ringveje og ringbaner.
(Ing d. 14.06.07)
Trafikstyrelsens rapport (maj 2007)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold