Letbaner.DK
 
Letbaner kører da under træer
Nyhed 00301  

Letbane i Mulhouse kører under allé
Letbane i Mulhouse fra 2006 kører under allé.
Foto Niels G. Petersen, Lyngby

 

Letbaner kører da under træer

 
17.07.08
I udlandet anlægges letbaner under både gamle træer, nye træer og alléer.

I Århus står der et flot bevaringsværdig træ på Christiansbjerg med en udstråling og historie, der gør det betydningsfuldt for mange borgere i Århus.

Desværre står træet tæt på Randersvej og dermed den planlagte letbane til Lisbjerg. I letbaneprojektet er det forudsat at træet fældes.

Nu er det ikke ualmindeligt at infrastrukturprojekter kræver landskabelige ofre, ikke mindst træer må lade livet når der udbygges veje og jernbaner.

Men letbaner er en undtagelse - i udlandet i hvert fald.

Træer ingen hindring

Nyanlagte såvel som gamle sporveje kører rundt omkring i Europa tæt på og under større træer og alléer. Der plantes også nye træer bevidst tæt på sporet.

I sær i Tyske byer holder man hånden over byens træer, da de jo i sagens natur har været længe undervejs og deres herlighedsværdi vanskeligt kan erstattes. Tyskerne ser ikke noget problem i bytræer, fordi de traditionelt værner om dem. Bytræer er ofte fredede og registreret.

Træerne bliver passet og plejet, så nedfaldende grene bliver skåret væk og syge træer erstattet med nye før de selv falder.

Skulle de alligevel falde i en storm, så er man parat til at få hængt sporvejens køreledninger hurtigt op igen.

En sådan opmærksomhed gør det naturligt at projektere "med" træer i stedet for "imod".

Man ser sporveje under træer som en "udfordring", aldrig et "problem".

Eksempler

- I Bremen anlagdes i 2001 en sporvejsforlængelse ud under en eksisterende gammel allé.

- I Berlin på Warshauer Straase køres under en gammel poppelallé i en parklignende stribe i vejmidten

- I Göteborg passerer byens sporvogne under træer flere steder.

- I Mulhouse i Frankrig forløber letbanen fra 2006 langs en nyplantet allé lige op ad sporene, og man kunne nævne snesevis af byer med sådanne løsninger.

Tilbage til blodbøgen

Hvad skal der så til for at redde træet på Christiansbjerg?

Børge Bjerreskov, Århus N, beskriver her en løsningsmodel i Stiften d. 25.04.08:

"Jeg har forstået let­baneprojektet sådan, at de to spor skal placeres midt i vejen med dobbeltsporede vejbaner på begge sider.

Jeg har målt afstanden fra kantstenen på den ­inderste vejbane hen over cykelsti og fortov (fem meter) og ind til træets rod (yderligere fem meter). Plus et meter eksisterende midterrabat. I alt 11 meter.

Altså ca. ti meter til at bygge letbane på + en meter til autoværn uden om bøgen (lige som ved motorvejsbroernes bærepiller).

Hvis blodbøgen stammes op i ­stedet for at blive ­fældet, skulle der vel nok kunne blive plads til, at bilerne kan passere under grenene. Cykelsti og fortov kan uden problemer slå et sving højre om blodbøgen. Og ­abra­kadabra har vi bevaret ­ et vartegn for vores bydel for eftertiden".

Der findes flere løsninger

Man kunne måske også anlægge en rundkørsel med træet i midten.

Men måske var det en idé at tilkalde en letbanespecialist fra udlandet med stor erfaring i letbaners indpasning i eksisterende bymiljø.
Det har letbaneprojektet tidligere benyttet sig af.

/HB


Relaterede nyheder:

Århus efterlyser gode idéer

Århus spørger efter gode ideer til letbaneprojekt. Forslag fremsendes senest d. 2. april. (10.03.08)
Gå til menuen i toppen

Til top

Læs mere fra menuen øverst til venstre.
   
 

"Men måske var det en idé at tilkalde en letbanespecialist fra udlandet med stor erfaring i letbaners indpasning i eksisterende bymiljø.
Det har letbane- projektet tidligere benyttet sig af."

 
 

Læs mere her:

Små soldater kæmper for blodbøgen.
(Stiften d. 05.07.08)
Krig ved blodbøgen.
(JP Århus 09.06.08)
Kastanjer fældes nu i Århus.
(Stiften 18.05.08)
Blodbøgen ved vejen.
(Stiften Århus 25.04.08)


 
Copyright © Letbaner.DK
Forbehold