Ved Navitas, Nørreport. Foto: Aarhus Letbane
Flere letbanetog til Aarhus
08.01.25
Aarhus Letbane køber otte nye tog af Tram-Train-typen til indsættelse i 2029. Denne gang issikrede.
Det er succesen med stadig stigende passagertal, der nødvendiggør flere tog for at kunne leve op til behovet i 2030, skriver Letbanen.
Vi har desuden bemærket at de nye tog ikke bare bliver væsentlig længere (50 meter), men også udrustes med to strømaftagere. Det er til stor hjælp, når der er is på køreledningen. Den første strømaftager skraber isen af, mens den næste henter strømmen ned.
Dette kombineret med en tættere trafik på sporene, vil med stor sandsynlighed minimere isproblemerne. I de fire år der går indtil da, burde smøremidlet Interflon, som bruges på køreledningerne nu, forsat kunne begrænset problemet til et tåleligt niveau.
I vinteren 2023-2024 var der trods alt kun 3 morgener, hvor trafikken på Grenaabanen blev generet af is på køreledningerne. Problemerne opstår når der er isslag langs det afvandede Kolindsund mellem Kolind og Ryomgård. På letbanens øvrige net, herunder Odderbanen, var der ingen problemer, fortæller Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane.
Aarhus Letbane skriver:
Tidligere på året godkendte Aarhus Kommune og Region Midtjylland indkøb af flere letbanetog, og allerede nu er Aarhus Letbane klar med udbuddet, der lyder på otte nye letbanetog.
Aarhus Letbane har en ambition om at flytte så mange passagerer som muligt, og Midttrafiks beregninger viser, at Letbanen har et potentiale på 8-10 mio. passagerer i 2030. Det forudsætter flere afgange, bland andet mellem Mårslet og Odder, og i den indre by. Derfor har Letbanens ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland godkendt, at der indkøbes flere letbanetog.
”Allerede nu er der mange passagerer med togene, og flere myldretidsafgange er godt fyldt op. Siden sommeren i år har vi forsøgt os med flere afgange uden for myldretiden, og det har givet gode resultater”, fortæller Michael Borre.
”For at kunne køre endnu flere afgange, også i myldretiden, og for at kunne rumme de mange flere passagerer, er det nødvendigt, at vi øger antallet af letbanetog”, fortsætter han.
Aarhus Letbane har netop udsendt udbudsmaterialet til prækvalifikation til interesserede bydere. Den foreløbige plan er, at der kan skrives kontrakt i efteråret 2025. De otte letbanetog er planlagt til at være i drift i forbindelse med ny køreplan i sommeren 2029. Læs mere om udbuddet her.
”Vi er glade for at Aarhus Letbanes ejere vil investere yderligere i at skaffe flere passagerer til togene, og vil gøre alt hvad vi kan for at leve op til de ambitiøse mål ejerne har”, slutter Michael Borre.
Det er besluttet, at der indkøbes otte såkaldte tram-trains, og letbanetogene skal kunne køre op til 100 km/t, så de kan køre på hele letbanestækningen. De bliver cirka 50 meter lange og er en mærkbar forøgelse af kapaciteten i forhold til de to nuværende togtyper, der henholdsvis 39 og 32 meter lange.
Aarhus Letbane råder i dag over 26 letbanetog, der består af to togtyper. De 12 letbanetog af togtypen Tango kan dække hele letbanestrækning, men kører primært på L1 mellem Aarhus H og Grenaa. De 14 letbanetog af togtypen Variobahn kører kun på L2 mellem Odder og Lisbjerg/Lystrup.
/HB - kilde Aarhus Letbane
Andre nyheder:
|