|

Hasle Torv. Visualisering: Aarhus Kommune
SKAL AARHUS' ETAPE 2 HÆLDES UD MED BADEVANDET?
25.10.26
Mangel på penge er ikke det samme som, at letbanen er en dårlig investering. Letbaner.dk
Aarhus Letbanes planlagte etape 2 skal forlænge letbanen fra Aarhus C via Hasle til Gellerup og Brabrand. Dermed kan store byområder få en bedre forbindelse til byen, og flere rejser kan foregå uden bil.
Projektet er imidlertid kommet under betydeligt politisk pres, efter at nye beregninger har vist et stort finansieringsbehov.
Debatten har især handlet om de manglende milliarder, mens spørgsmål om udgifternes fordeling, mulige besparelser og de langsigtede konsekvenser af at opgive projektet også fortjener opmærksomhed.
Den 20.10.26 bragte Aarhus Stiftstidende nedenstående debatindlæg fra Letbaner.dk, der argumenterer for, at der bør foreligge et retvisende samlet regnestykke, før der træffes en endelig beslutning om letbanens fremtid:
Mangel på penge er ikke det samme som, at letbanen er en dårlig investering - af Letbaner.dk
Debatten om Aarhus Letbanes etape 2 handler i stigende grad om de manglende milliarder til etableringen. Det er et reelt problem, men er det tilstrækkeligt grundlag for at opgive en investering, der skal betjene store byområder som Hasle, Gellerup og Brabrand i mange årtier fremover?
De knap 70 millioner kr., der er brugt på planlægning og afklaring, fortæller ikke i sig selv, om projektet er en god eller dårlig investering. Det afgørende er de fremtidige omkostninger og gevinster – sammenholdt med realistiske alternativer. Og set over mange år frem.
Før Aarhus træffer en beslutning, bør hele regnestykket være på bordet
Først bør økonomien gennemgås åbent. F.eks. udgifter til depotanlæg, som også vedrører etape 1, bør fordeles retvisende.
Det bør desuden undersøges, om dyre ledningsomlægninger kan begrænses gennem alternative tekniske løsninger. F.eks. kunne man måske undgå at flytte større fjernvarmeanlæg, hvis man på relevante strækninger undersøger mulighederne for enkeltsporsdrift under reparationsarbejder frem for at flytte rørene. Det kræver naturligvis en konkret teknisk og økonomisk vurdering.
Også statens eventuelle medfinansiering bør afklares, før man drager endelige konklusioner om projektets finansieringsmuligheder.
Letbaner i Danmark viser allerede deres værdi
Samtidig bør passagerpotentialet tages alvorligt. Aarhus Letbane satte passagerrekord i 2024 med over 6,3 millioner rejser, en stigning på 10,2 procent fra året før.
Passagerudviklingen skal ses over flere år
Passagervæksten i Aarhus blev i 2025 påvirket af langvarige tekniske problemer med magnetskinnebremserne. Det understreger, at passagerudviklingen skal vurderes over en længere periode.
I Odense har letbanen oplevet en passagervækst på 38 procent fra september 2022 til september 2026.
Når det nye Odense Universitetshospital åbner i 2027, forventes der en yderligere stigning i passagertallet.
|
Hovedstadens Letbane fik også en stærk start med nordlig del her i 2026. 24.000 passagerer på hverdage - dobbelt så mange som forventet.
Det er ikke direkte sammenlignelige tal, men de viser, at letbaner kan tiltrække mange passagerer.
Elbusser skal naturligvis indgå i sammenligningen. Men den skal omfatte mere end anlægsprisen: også kapacitet, driftsøkonomi, chaufførbehov, vedligeholdelse og den langsigtede udvikling af den kollektive trafik.
Og igen: Det skal ses over en længere årrække.
Hvad koster det egentlig at sige nej?
Det er ikke et argument for at bygge for enhver pris. Men inden Aarhus eventuelt opgiver etape 2, bør beslutningen bygge på et samlet regnestykke og en reel sammenligning af alternativerne.
At finansieringen endnu ikke er på plads, er ikke det samme som at have dokumenteret, at letbanen er en dårlig investering.
Helge Bay, Letbaner.dk - Bragt i Aarhus Stiftstidende den 20.10.2026.

Viborgvej ved Den Gamle By. Visualisering: Aarhus Kommune
|